Hvordan er det at være i Familiehuset
Dagligdagen
Det kan være en stor omvæltning for en familie at flytte ind i Familiehuset – og vi ved, at det kan føles både krævende og sårbart. Her bliver I som forældre fulgt tæt, vejledt og nogle gange udfordret på jeres vante forståelser og tilgange. Mange oplever det næsten som at være til eksamen, og vi forstår, at det kan være en svær følelse.
Når I flytter ind i Familiehuset, vil I opleve at vi hele tiden spørger, hvor I skal hen og hvornår I kommer tilbage. Det gør vi, for at lære jer bedre at kende og dermed blive i stand til at hjælpe og støtte jer bedst muligt i jeres ophold i Familiehuset.
Vi respekterer jeres privatliv og at jeres lejlighed i Familiehuset er jeres egen i den periode, I er her. I får en nøgle til jeres lejlighed og vi banker altid på, hvis vi har brug for at tale med jer.
Vi kan dog låse os ind i særlige tilfælde, hvis vi vurderer at det er nødvendigt.
Vi vil gøre vores bedste for at møde jer med omsorg og respekt, men udvikling kræver arbejde. Det kan være hårdt, og vi ved, at en del af jer også bærer på en frygt for, at jeres barn kan blive taget fra jer. Den bekymring er forståelig og kan gøre opholdet ekstra pressende.
Det vigtigste, I kan gøre, er at være ærlige og åbne – sådan kan vi hjælpe jer bedst muligt. Til gengæld lover vi også at være åbne og gennemsigtige i vores arbejde med jer. I vil altid få at vide, hvad vi tænker og vurderer.
Vi står til rådighed med vejledning i løbet af dag- og aftentimerne, og der er sovende nattevagt, der kan tilkaldes ved behov for støtte og vejledning.
Personalet vil være opsøgende overfor familierne, hvis vi vurderer, der er behov for det.