Gå til hovedindhold

Familieplejekonsulenterne

Familieplejekonsulenterne administrerer kontraktforhold mellem Aabenraa Kommune og plejefamilierne og sikrer fagligt kvalificerede match mellem børn, unge og forældre og plejefamilierne.

Indhold

    Se videoen, om at være plejefamilie i Aabenraa Kommune

    Om tilbuddet

    Familieplejekonsulenterne yder rådgivning, støtte og supervision til plejefamilierne og følger børnenes anbringelse eller aflastningstilbud i tæt samarbejde med rådgiverne.

    Familiekonsulenterne har følgende tilbudsvifte:

    Plejefamilie

    En plejefamilie er en familie, der tager et barn eller en ung ind i deres familie i en kortere eller længere periode. Plejefamiliens opgave er at støtte barnet/ den unge i det levede familieliv og bakke op om barnets/ den unges kontakt til sin familie og netværk.
    Formålet med en anbringelse i plejefamilie vil altid være at arbejde på en hjemgivelse, hvorfor det forventes, at plejefamilien har et tæt samarbejde med barnets familie og netværk.

    Støtteopholdsfamilie

    En støtteopholdsfamilie er kendetegnet ved, at barnet bor i sin egen familie og kun er hos støtteopholdsfamilien et bestemt antal døgn om måneden, oftest i weekender.

    Støttefamilie

    En støttefamilie er en godkendt plejefamilie, der yder støtte til en familie, hvor barnet har særlige behov og forældrene har udfordringer i forhold til forældrekompetence. Støttefamilien har barnet i aflastning og i afgrænsede perioder eventuelt i døgnpleje. Samtidig arbejder støttefamilien i barnets hjem sammen med forældrene omkring praktiske og pædagogiske opgaver. Støttefamilien hjælper barnets familie med at forstå og hjælpe barnet, så de kan styrke forældrekompetencen.

    Netværksplejefamilie

    En netværksplejefamilie er kendetegnet ved, at der er en personlig relation mellem barnet eller den unge og den pågældende familie i netværket.
    En netværksanbringelse/ slægtsanbringelse sikrer barnets varige relationer.

    Fritidsfamilie

    En fritidsfamilie er en familie, der har lyst til at hjælpe 1 – 2 børn i trygge stabile rammer efter skole eller daginstitution og frem til ca. kl.19:00. Børnene vil ikke skulle overnatte.
    Som fritidsfamilie skal man have ressourcer og overskud til at arbejde med børn med særlige behov. Man skal være villig til at lære om, hvordan det er at vokse op i familier med dysfunktioner og man skal kunne sætte sig i barnets sted og se bag dets adfærd.

    En fritidsfamilie kan både være par og enlige med og uden børn. Aktiviteterne kan være hjælp til lektier, tandlægebesøg, frisør eller aftaler med legekammerater. Fritidsfamilien bor i nærheden af barnet, så barnet er tæt på sine fritidsaktiviteter og netværk.

    Ønsker I at blive godkendt som plejefamilie, skal I kontakte Socialtilsyn Syd. I kan læse mere om uddannelse og godkendelse af plejefamilier på www.socialtilsynsyd.dk.

    Har I lyst til at høre mere om arbejdet som plejefamilie for Aabenraa Kommune, er I velkomne til at kontakte os.

     

    Læs pjecen Kom godt i gang som plejefamilie i Aabenraa Kommune

    Afdelingsleder

    Susanne Lückau Kyed

    Telefon: 7376 6226

    E-mail: slk@aabenraa.dk

    Fuldmægtig

    Helle Dam Ullgren

    Telefon: 7376 7795

    E-mail: hkre@aabenraa.dk